Floorball?

Floorball? -næsten lige som hockey, bare sjovere!
Floorball er en af de hurtigst voksende idrætsgrene i Danmark - og har gennem flere år været meget populær i Norge og Sverige under navnet "Innebandy". Floorball spilles over det meste af verden. Du husker måske spillet fra skolen som "hockey" med plastikstav og den hullede plastikbold.

ÅFS?

Vores medlemskare er pt. fra 6 til 50 år fordelt på ca. 55 damer og 80 herrer, og 30-40 ungdomsspillere. Vi kommer fra alle egne af landet og et par stykker fra Sverige, Norge og Finland. Vi har alle typer studier/jobs/karrierer. I vores seniorafdeling har vi et ry for at være gode til at feste og have det sjovt, men vi træner og spiller samtidigt brandseriøst.
Vores ungdomsafdeling lægger stor vægt på det sociale samt integration af alle typer unge. Vi har turneringshold i alle aldersklasser og tilbyder floorball til spillere fra nybegynder-niveau til de mere øvede.

Det er aldrig for sent, hvis du har lyst til at være med i ÅFS Floorball. Vi er åbne for nye medlemmer hele sæsonen igennem.
Der er altid plads til nye spillere, officials, supportere m.v. - gælder både erfarne spillere og nybegyndere!

Hvad koster det?

800,- pr. halvsæson for senior turneringsspillere
800,- pr. sæson for motionister & oldboys
800,- pr. sæson for ungdomsspillere, der spiller på turneringshold
250,- pr. sæson for spillere i aldersgruppen 0.-7. klasse
150,- pr. sæson for passive medlemmer

Hvilket hold skal jeg starte på?

Vi har i sæsonen 2009/2010 13 hold, de fleste af holdene er åbne for tilgang hele sæsonen igennem.
Du kan bare møde op og prøve at træne med, men det er bedst lige at kontakte en af trænerne for det hold du gerne vil starte på.


Træningstider?

Findes under holdoversigten.

Hvornår løber sæsonen fra og til?

De første kampe i Danmarksturneringen spilles i slutningen af september. Herefter er der jævnligt kampe frem til starten/midten af december. Hvorefter der er julepause. De første kampe i det nye år spilles tidligt i januar. Den ordinære turnering slutter i marts måned. Skal holdet spille slutspil,oprykning eller måske nedrykning er turneringen først slut i april.
For ÅFS'ere slutter sæsonen først rigtigt efter Marselisborg Cup, som er årets store floorballturnering og fest, der afholdes hvert år i bededagsferien af ÅFS Floorball.
Selve træningen følger stort set turneringssæsonen, men med start i august for turneringshold. Efter turneringsafslutningen falder antallet af træninger. Efter Marselisborg Cup er der som regel fællestræning for hele klubben frem til sommerpausen i starten af juni.

Hvad med udstyr?

For at spille skal du blot bruge et par indendørssko, shorts, t-shirt og en stav.
I starten kan du låne en af klubbens stave. Men med tiden vil du nok gerne have en selv. De fås lige fra 200 kr op til 1000 kr. Køber man en stav til en 300-500 kr får man en udmærket stav.
Ønsker du at stå på mål er udstyrlisten lidt mere omfattende. Målmanden spiller i målmandsdragt, uden stav og har hjelm på. Men tøv ikke hvis du gerne vil stå mål, vi har alt udstyret.

Hvem kan jeg kontakte?

For yderligere information kontakt: Lars Erik Bartels (22792523)